AFGANG 04.00
EN DEPORTATION AF HELT ALMINDELIGE MENNESKER FRA EN HELT ALMINDELIG TOGSTATION I DANMARK I OKTOBER 1943
Den 12. oktober 1943, om aftenen, blev 175 mænd, kvinder og børn af dansk-jødisk herkomst ført til Helsingør Station fra Horserødlejren.
Dette var mennesker, det ikke lykkedes at flygte til Sverige i begyndelsen af oktober samme år, hvor Sverige havde åbnet sin grænse for danske jøder på flugt. I stedet var de blevet pågrebet af den tyske besættelsesmagt. På banegården i Helsingør blev de af dansk stationspersonale låst inde i 2. klasses ventesal. Her opholdt de sig længe, indtil det særtog ankom, bestilt hos DSB, der skulle transportere dem første del af rejsen til kz-lejren Theresienstadt.
AFGANG 04.00 tog udgangspunkt i denne lidet kendte historiske begivenhed, og spillede på det autentiske gerningssted, Helsingør Station. Værket kombinerede stedsspecifikke elementer med avanceret 3D lydteknologi, nykomponeret og -indspillet musik, nyskrevet tekst baseret på autentiske dokumenter og vidnesbyrd, indspillede stemmer og et lys-/videokoncept, der fulgte musik og stemmerytme.
Creditliste:
Idé, tekstfragmenter & instruktion: Petra Berg Holbek
Musik og lydkomposition: Juliana Hodkinson
Rum, video & lys: Igor Vasiljev
Dramaturg: Amelia Kraigher
Stemmer: Lisbeth Sonne Andersen, Henrik Birch, Hans Henrik Clemensen, Marie-Louise Coninck, Evelyn Verge Elnegaard, Kristian Halken, Lene Kreilgaard, Johannes Lilleøre, Thomas Magnussen, Christina Meincke, Merete Nørgaard, Anja Owe, Benjamin Boe Rasmussen, Ina-Miriam Rosenbaum, Judith Rothenborg, Dan Schlosser & Michael Lundbye Slepsager
Musikere:
Andreas Borregaard, akkordeon
Solistensemble Phønix16:
Timo Kreuser, dirigent
Sirje Viise, sopran
Meredith Nicoll, alt
Magnús Hallur Jónsson, tenor
Jonathan Boudevin, bas
Binaural lydkonsulent, sparring, indspilningsteknik (DK) & korridorkomposition: Kristian Hverring
Indspilning af introduktion & afslutning (DK): Dan Schlosser
Binaural musikindspilning, mix & mastering (DE): picaroMEDIA i samarbejde med TU Berlin & UdK Berlin:
Peter Weinsheimer, indspilningstekniker
Felicitas Fiedler, binaural indspilning
Christoph Binner, indspilningsteknik
Kirstine Elisa Kjeldsen, indspilningsassistent
Konsulent for lys: Sonja Lea
Foto: Igor Vasiljev
Produceret af ABER DABEI i samarbejde med Helsingør Teater
Premiere: 2. november 2017, Helsingør Station
Støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Bikubenfonden,Wilhelm Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, KODAs Kulturelle Midler & Koda-Dramatik
[…] Stilhed, indtil små lyde og stemmer begynder at danne billedet af den situation de 18 børn, 81 kvinder og 76 mænd befandt sig i, da de ventede på deportationen.
Gråd, håb, hvisken, trin, dryppende vand, hestehove og fornemmelsen af desperation. Den gamle kvinde der ikke forstår hvor hun er, barnet der græder, advokaten der forsøger at forstå hvorfor, den unge mand der tænker på flugt, og dem der griber desperat efter håbet; måske er det slet ikke så slemt – det er jo et dansk tog.
Håb, fornægtelse og flugttanker blandes med øjebliksbilleder af kulde, sult, angst og opgivelse i den helt unikke 3D-lyd, og du suges ind i venteværelset sammen med de ulykkelige, uforstående og magtesløse jøder der bare kan vente.[…]
ABER DABEIs vigtige dokudrama er ikke for sarte sjæle, men en nødvendig reminder om historien der ikke bør kunne gentages.
”Hvorfor lyttede vi ikke til advarslerne?” Det spørgsmål går igen i den gribende”genopførelse” af 175 jøders natlige ophold på Helsingør Station […]
Det er en meget anderledes oplevelse, og jeg var glad for, at jeg forinden havde
læst, at der var tale om ”en intim og intens oplevelse for et lille publikum ad gangen,
der sammen gennemgår et komprimeret forløb, hvor lyd og lys markerer natten
mellem den 12. og 13. oktober.”
En knugende ventetid – nu stod vi små tredive mennesker på Helsingør Station og
ventede. Ventede på hvad? Det vidste vi faktisk ikke helt, for hvad er en installa-
tion? Vi så ikke et skuespil – dette var jo noget, der virkelig er
sket her på Helsingør Station, og vi hørte stemmer med øjenvidneberetninger fra de
overlevende.
Hvad taler man om, mens man venter – uden at vide,hvad man venter på, men
man frygter det værste, Mon ikke vi 30 tilskuere –lyttere – har bidt mærke i hver vores ting?
Som overskriften antyder, var det stærkeste for mig det ægtepar, hvor manden igen
og igen forsikrede sin kone – og sig selv – om, at hvis man havde vidst det – vidst, at der
faktisk kom en aktion mod jøderne, selv i Danmark – så ville han selvfølgelig, som så
mange andre jøder, være gået under jorden og prøvet at flygte til Sverige.
Men nu sidder man her på Helsingør Station og siger”hvis man havde lyttet…”.